Stine sang og korlærer på Glostrup musikskole

Underviser i kor og sang 

Uddannelsesbaggrund:
Jeg er uddannet rytmisk musiker med sang som hovedfag fra Syddansk Musikkonservatorium. Derudover har jeg en efteruddannelse i stemmerehabilitering fra Anne Rosing Instituttet og så næsten en bachelor fra Københavns Universitet i Musikvidenskab og Statskundskab. Jeg har også en akademiuddannelse i digital markedsføring og en projektlederuddannelse.

Ved siden af undervisningen er jeg udøvende musiker, sanger og sangskriver. Jeg speaker også reklamefilm og lægger stemmer til forskellige tegnefilm.

Undervisningserfaring:
Jeg har undervist på musikskole siden 2009 og på MGK i Syddanmark fra 2012-2018. Jeg har undervist i sang, kor, sammenspil, sangskrivning, performance og praktisk hørelære og musikteori.
Derudover har jeg også undervist på JazzCamp for piger og været gymnasielærer og haft to musikklasser til eksamen.
Jeg har også afholdt teambuilding- og stemmecoachingkurser for forskellige virksomheder.

Hvad lægger du vægt på i din undervisning?
I min sangundervisning lægger jeg vægt på 3 forskellige ting.

Den sunde sangstemme – Kroppen er vores instrument, og vi kan, i modsætning til instrumentalisterne, ikke købe en dyrere model, når den gamle er blevet slidt. Målet er, at du skal kunne synge så højt, kraftigt, lyst og så længe du har lyst – uden at blive hæs.

Kunstnerisk udtryk – Jeg arbejder meget med fortolkning og formidling, så vi gør sangene personlige og til dine egne i stedet for bare en kopi.

Hørelære/Teori – Jeg integrerer en masse fagudtryk i min undervisning, så du lærer at  snakke samme sprog som instrumentalisterne og så synger jeg kor på din sang, så vi også arbejder med dit gehør og det, at kunne holde sin egen stemme.

Vi synger de sange, du er allermest vild med, der gør, at du har lyst til at øve dig mest muligt og jeg hjælper selvfølgelig med at vælge sange, der passer til din stemme og sværhedsgrad.